Ishøj Cup (kategori 3)

Ishøj 20.-22.februar 2015

Ishøj Cup er et yderst velorganiseret dansk stævne med gode dommere og højt niveau. I år fungerede det som udtagelsesstævne til landsholdet sammen med det kommende Harasuto Cup i Polen. Fra 1.januar har der været nye kataregler, hvilket skabte lidt modstridende afgørelser og generel panik på lægterne.

Sempai Lukas Ekkert var som den eneste havnet i en yderst tyndt besat pulje. Han vandt uden problemer finalen 5-0 og sikrede sig guld.

Sempai Frederikke Bjerring havde en god dag. Hun stillede op i både kata og kumite og blev undervejs kun besejret af svenske Lina, som har rykket godt det senest halve år. Sempai Frederikke strøg igennem til katafinalerne i både junior og senior hvor hun tabte 1-4 til Lina i begge finaler. I kumite tabte hun også til Lina men sikrede sig efterfølgende bronze. Et samlet meget imponerende resultat af vores unge kæmper som altså stadig er junior. Flot gået.

Sempai Rikke Linck led samme skæbne. Hun tabte 1-4 til Lina i seniorgruppen, men gjorde efterfølgende rent bord i opsamlingen og slog først en dansk, så en svensk landsholdskæmper og fik bronze. Tillykke.

Sempai Caroline Dalgård er netop hjemvendt fra EM. Til dette stævne tabte hun desværre lidt uventet 2-3 til en svensk landsholdskæmper, som siden fik bronze…så ingen opsamling.

Victoria Veidiksen var kommet i menneskehænder i juniorpuljen. Hun havde trukket Lina og tabte som ventet. Første opsamlingskamp vandt hun overlegent og tabte siden bronzekampen til en svensk landsholdskæmper. En fin femteplads til Victoria som har en flot teknisk stil og arbejder pt med at få mere fysik ind i kataerne.

Sempai Nikolaj Troest og sempai Emil Enevoldsen var havnet i en stærk kadetgruppe domineret af de danske landsholdskæmpere. De startede begge i sikker stil men tabte så semifinalerne til deres hovedkonkurrenter. Bronzekampene blev overbevisende vundet så det blev til 2 gange bronze.

Sempai Melina Kazakidis mødte en portugiser af ukendt styrke. Vi røg desværre ud og håbede på opsamling. Portugiseren tabte så overraskende og dermed var det slut for vores vedkommende. Flere andre danske landsholdskæmpere led en hård skæbne i denne pulje.

tttr