Nordiske Mesterskaber i Oslo (kategori 3

 

Klubbens 10 landsholdskæmpere samt heppekor var taget med resten af det danske landshold til Oslo hvor det lykkedes at genvinde pokalen som mest vindende land. Stillingen blev: Danmark 141 pts, Sverige 69 pts, Finland 36 pts, Norge 35 pts, Island 17 pts, Estland 11 pts, Letland 8 pts. I kata tog vi guld i 8 ud af 9 discipliner så resultatmæssigt var stævnet helt forrygende for klubben.

Kadet drenge

Lukas Ekkert vandt her en fornem sølvmedalje. Finalen blev desværre tabt 2-3 til Letland. Lukas lavede en tydelig balancefejl så mon ikke han kunne have hevet guldet hjem uden den?

Kadet piger

Sempai Frederikke Bjerring startede med at besejre den forsvarende mester Lina med 4-1. Herefter var finalen en formsag. Sempai Frederikkes sæson har været fænomenal: guld i Østrig, top 5 til EM, bronze i Schweiz, guld i Sverige, guld til DM og nu guld til NM…fantastisk flot!

Junior drenge

Sempai Andreas Ekkert blev sidste år nordisk mester i kadet…dette år gentog han succesen blot i junior. Undervejs slog han Sveriges bedste kæmper Löwe 3-2 i en tæt dyst. I finalen ventede klubkammeraten sempai Johannes Samsom som denne gang fik taget et enkelt flag mod ham. Tillykke til begge. Sempai Christian Dalgård havde fået en hård lodtrækning. Han tabte til Löwe og kom derfor ikke i opsamling.

Junior piger

Her blev klassen suverænt vundet af sempai Rikke Linck med cifrene 5-0 i finalen mod svenske Elin. Et par gode uger for sempai Rikke idet hun sidste weekend også blev dansk mester med samme cifre i finalen. Undervejs til NM besejrede hun sempai Caroline Dalgård som endte med at vinde bronze i klassen.

Senior mænd

Sempai Thomas Noringriis lagde ud med at besejre svenske Sam 3-2 i et tæt opgør. Hermed var vejen banet frem mod finalen hvor han mødte Sempai Christopher Rohde som tidligere havde besejret Sveriges topnavn Jesse 5-0. Det endte med 4-1 til sempai Christopher som nu både er klubbens første senior DM-mester og NM-mester. Stærkt resultat og indsats af begge.

Senior kvinder

Sempai Cecilie Bjerring havde sat alle sejl ind på at bide skeer med Sveriges katadronning, Karin som var forsvarende mester. De to mødtes i semifinalen og minsandten om det ikke lykkedes med en fortjent 3-2 sejr. Sikke en skalp. I finalen tabte sempai Cecilie til Anne-Sofie Sørensen fra Danmark som stadig er Danmarks (og nu nordens) katadronning. Men mon ikke hun kan mærke et lille pust bagfra?

Holdkata

Klubben fik prøvet kræfter med denne disciplin for første gang på dette niveau. Det gik forrygende. På juniorsiden havde man slået kønnene sammen så det endte med guld til pigerne og sølv til drengene. Hos seniorerne vandt både herrerne og damerne guld til Danmark. Nu må vi se om det er noget vi skal fortsætte med…en succes var det i hvert fald.

april13