Flot resultat ved Kyu cup 2007

Til Kyu cup stillede vi med 15 deltagere, heraf 11 børn og 4 voksne. Coaches: Sempai Johnny og Sempai Ann. Dagen startede en smule forvirrende, idet der var stor uoverensstemmelse mellem deltagerlisten og kamplisterne, også til stor ærgrelse for arrangørerne. Til trods for dette kiks fik vi fordelt deltagerne på de forskellige arealer og sørgede for, at de var klar til at hente deres bedste præstation frem. Og det må siges til Gladsaxes ros, at de gjorde alt for, at alle deltagere fik en god oplevelse til stævnet. Vores kæmpere gjorde alle et rigtigt godt stykke arbejde. Især kan fremhæves Christian Dalgaard, som vandt en velfortjent guldmedalje. Læs de individuelle resultater nedenfor.

Lukas Ekkert lavede en meget teknisk fin kata men røg desværre ud i første runde til en højere gradueret. Men meget fin indsats!

Magnus stillede op til sit første rigtige stævne. Han startede ”Pinan nidan” til den forkerte side men havde fint overblik til at lade som ingenting, så han lavede bare kataen spejlvendt. Egentlig ret imponerende. Han tabte desværre sin første kata.

Frederikke var flot kørende med ”Pinan shodan” og vandt sine første to kataer sikkert. Hun røg ud i 3. runde men kom igen i 4. runde, hvorefter hun befandt sig i opsamlingen. Her gik det desværre lidt galt, for hun gik i stå længe nok til at blive diskvalificeret, selvom hun gjorde et bravt forsøg på at rette op det. Vi glæder os til at se Frederikke næste gang.

Caroline vandt flot sine to første kataer men tabte sin 3. runde og måtte se sig slået ud. Men hun har en god stil og skal nok få lov til at vinde nogle medaljer.

Christian Dalgaard tabte sin første runde i kata. Til gengæld imponerede han i kumité, hvor han deltog i en stor gruppe. Med en eminent kontra og et fint overblik kæmpede han sig hele vejen til guldet (i alt 7 kampe), om end det kostede en skadet finger og et ømt hoved. Stort tillykke!

Christian Bomberg stillede op i kata og tabte desværre sin første kamp, selvom han gjorde det godt. Han stillede også op i kumité men røg ud i første runde. Alene det at stille op som lavtgradueret er meget modigt!

Victor var flot kørende i kata. Han vandt sine første tre kataer, tabte én men kom igen i opsamlingen og vandt bronze på en ”Pinan nidan”, der sad lige i skabet. Meget sikkert arbejde!

Andreas vandt sin første runde med en sikker og kraftfuld ”Jitte”. Han tabte sin anden runde, men kunne til gengæld hente en meget fin bronzemedalje hjem i opsamlingen.

Daniel lavede en fin kata med masser af kraft men tabte overraskende 1-2 til en gladsaxe kæmper. Han stillede også op i kumité som den sidste (og trætte) kæmper fra Dragør. Han kæmpede bravt men måtte se sig slået ud af en mere rutineret modstander i første runde.

Cecilie, som er én af vores eliteudøvere, lavede en flot kusanku sho i sin første runde men røg ud i anden. Hun kom dog med i opsamlingen og og lavet et flot resultat. I kumité mødte hun i første runde en dygtig modstander og tabte på point. I anden runde lavede hun en fin kontra men tabte 1-2.

 Rune var nervøs på dagen, men trods nerver lavede han en udmærket ”Pinan godan”, som han tabte til en ”Bassai dai”. Også i kumité gjorde han det godt. Her kæmpede han bravt men tabte til en dygtig kæmper.

Nicole stillede op i en lille gruppe og kunne som forventet hænge en guldmedalje om halsen med en fin ”Kusanku sho”, som hun hentede frem i sidste øjeblik efter først at have vundet med ”Ni seishi”. I kumité kørte det ikke rigtigt for hende. Hun tabte sin første kamp 4-7, selvom hun i kamp mod sekunderne næsten lykkedes med en nylært nedtagning, som da også kostede en skade.

Lone havde desværre kun en enkelt modstander fra Nykøbing, som hun tabte til, selvom hun lavede en meget skarp kata. Alligevel kunne hun hænge en sølvmedalje om halsen.

Per lavede en meget fin ”Jion”, som han dog tabte 1-2. Senere kastede han lange blikke ned til herrernes kumité, som han vist fortrød, han ikke stillede op i. Også tak til Per fordi han hjalp til med coaching.

Stig, som stillede op i samme gruppe som Per, lavede en rigtig god ”Jiin”. Han tabte til sølvvinderen og kunne derfor pynte sig med en bronzemedalje, som han – meget mod sin vilje – var lige ved at skulle aflevere til Per, fordi dommerbordet havde byttet om på de to.

Alt i alt viste deltagerne god stil og god karate do.

Sempai Ann