Sydhavspokalen 2007

Nykøbing Falster Karate Center havde i år lanceret et nyt stævne som kun omhandlede kata. På forhånd var trænere blevet bedt om at liste deres deltagere som enten begyndere eller rutinerede i stævnesammenhæng. Dette viste sig at fungere udmærket. I begyndergrupperne var alle garanteret 2 kataer mens det var vind-eller-forsvind hos de rutinerede. Af andre nye tiltag kan nævnes at der blev udført holdkata samt at man gerne måtte melde sig til i sin egen aldersklasse plus en aldersgruppe højere. Alle Dragørs kæmpere var meldt til i 2 puljer. Alt sammen for at få så meget stævneerfaring som muligt.

Holdkata: Christopher, Cecilie og Nicole. Dragør stillede med absolut stærkeste opstilling. Holdet havde trænet kusanku sho og der var skarp konkurrence fra Nykøbing og Roskilde. Roskilde blev besejret med 3-2 i første runde, herefter blev Dragør skarpere og skarpere for hver runde og slog i finalen Falster med overbevisende 4-1. En meget prestigefyldt guldmedalje. En stor dag for de 3 Dragør-talenter som alle kom på gulvet hele 10 gange til stævnet.

Oliver Ryborg, begynder: vandt en enkelt runde i sin egen pulje men overraskede ved at vinde hele 3 runder og en bronzemedalje i den svære pulje. Flot gået med en stilren pinan nidan.

Frederikke Bjerring, begynder: hun var ganske enkelt flyvende med en pinan shodan fyldt med power. Hun gjorde rent bord i sin egen pulje; 4 sejre og guld men også i den svære pulje ryddede hun 4 modstandere af banen før hun måtte bøje sig med et knebent 1-2 nederlag. Det rakte dog til bronze alligevel.

Daniel Helal, begynder: skæbnen ville det at Daniel, som høstede 2 sølvmedaljer til Viking Cup, ikke havde sit bedste stævne. Kataerne (pinan shodan og pinan yondan) fejlede skam ikke noget men alligevel vandt han samlet set kun en enkelt runde i sin egen pulje og røg ud i 1. runde i den svære.

Stine Dølby, begynder: hun gjorde Frederikke kunststykket efter (måske skyldtes det at sempai Mia var coach i begge tilfælde?). Hun hamrede igennem 4 sejre med pinan yondan til guld i sin egen klasse og fik bronze i den svære klasse efter 3 indledende sejre.

Rune Afkjær, begynder: Rune fik lavet et par rigtig pæne pinan godan og jitte. I hans egen pulje vandt han fornemt bronze efter 2 sejre og i den svære pulje var de kun 2 deltagere. Arrangørerne havde bestemt at de skulle kæmpe bedst af 3 kampe men da Rune efter 2 runder havde vundet begge dyste med 3-0 var det overflødigt at kæmpe sidste runde og Rune kunne velfortjent hænge en guldmedalje om halsen.

Rikke Linck, rutineret: Rikke lå lige og svævede mellem begynder og rutineret og snyde er det sidste vi gør, så hun fik lov at prøve kræfter med de rutinerede. Hun klarede sig pænt men ikke med samme resultater som den sølv-og bronzemedalje hun hentede ved de sidste to Kodomo Cup stævner. Hun tabte 1-2 med jitte i sin egen pulje og klarede en enkelt modstander med pinan godan i den svære pulje før hun røg ud. Bare bliv ved.

Cecilie Bjerring, rutineret: er blevet så god at hun ligger lige under de allerbedste i hendes klasse. Hun vandt bronze i sin egen pulje efter sejre med jion og kusanku sho, hvorefter hun tabte 1-2 med kusanku dai. I den svære gruppe sluttede hun lige uden for medaljerne med et 1-2 nederlag med matsumora no rohai.

Nicole Prevost, rutineret: er efterhånden blevet frygtet af Nykøbing-pigerne. I sin egen pulje vandt hun suverænt 3 runder med stemmerne 3-0 med kataerne niseishi, jion og kusanku sho. Blandt andet slog hun den pige fra Roskilde der havde slået hende ved Viking Cup. I finalen ventede frygtindgydende Louise fra Nykøbing. Med sin hidtil bedste kusanku sho satsede Nicole alt og tabte 1-2, stor respekt for en stemme mod Louise hvis talent også rækker udover landets grænser. I den svære pulje var der få deltagere så med en enkelt sejr ventede minsandten Louise igen i finalen. Det blev en tro kopi, 1-2 nederlag til Nicole men samlet dobbelt sølv.

Christopher Rohde, rutineret: gjorde simpelthen rent bord i sin egen pulje. Efter 4 sejre (alle med 3-0) og kataerne kusanku dai, bassai dai og kusanku sho 2 vandt han suverænt guld. Han slog blandt andet Casper fra Roskilde i semifinalen som før har drillet ham lidt. I den høje gruppe mødte Christopher en utrolig dygtig kæmper fra Greve som var noget ældre og større end ham selv. Christopher måtte bøje sig 1-2 og nøjes med bronze.

Sempai Ann Prevost, rutineret: gik direkte i semifinalen for voksne og mødte Louise som ganske som ventet viste sig ubesejrlig. Det gav dog en bronze bare at stille op. I gruppen over 35 år var de 5 deltagere og kæmpede alle mod alle. Sempai Ann var helt ustyrlig og vandt alle 4 runder 3-0 med kataerne bassai dai, seipai, matsumora no rohai og seienchin. Flot guldmedalje til sempai Ann der viste vejen for de unge deltagere.

Tak til forældre for opbakning. Coaches sempai Mia, sempai Ann og sensei Tejs

Samlet set bød dagen på 6 guld, 2 sølv og 7 bronze som gjorde Dragør til stævnets næstmest vindende klub sammen med Københavns Karate Klub halsende efter Nykøbing på en suveræn 1.plads. Dragør har helt klart slået sig fast som en af de bedste ungdoms-kataklubber. Stævnet gav stor erfaring, i snit fik vores kæmpere hele 7 kataer på gulvet på en dag præget af store sejre og knebne nederlag. 75% af alle sejre var med samtlige dommerstemmer og omvendt var 75% af vores nederlag med dommerstemmerne 1-2.

juni07