DM for ungdom 2007

Dragør stillede med 4 deltagere denne dag i Bavnehøjhallen som stod på 3 aldersklasser: ungdom (14-15 år), kadet (15-17 år) og junior (17-20 år). 3 af kæmperne, nemlig Rune, Daniel og Stine havde deres første kraftprøve med dette stævne og var bare med for at lære og for at smage lidt på niveauet hos de dygtigste herhjemme. Kun Nicole kunne stille lidt forventninger til sit resultat. Alle Dragørs deltagere leverede en fin indsats trods lidt beskeden opbakning. Bosatsu stillede også med en håndfuld der alle gjorde det godt. Læs mere herom på http://www.bosatsu.dk/

Rune Nielsen 4.kyu, ungdom: tabte i kata til sempai Thomas til Bosatsu og efter en fin start og føring i kumite endte Rune med at tabe sin kamp 2-10.

Daniel Helal 5.kyu, ungdom: vandt sin første katarunde med matsumora no rohai og sluttede derfor flot i top 8. Han tabte desværre sin første kumitekamp og glemte at holde sig til da der var opsamling. Det husker vi næste gang.

Stine Dølby 5.kyu, ungdom: tabte i første runde til den senere finaledeltager og fik derfor en ekstra chance i opsamlingen. Her vandt hun første runde før hun røg ud og kan være godt tilfreds. I kumite tabte hun 0-1 og med lidt mere erfaring i posen er det en kamp hun vinder næste gang.

Nicole Prevost 1.kyu, ungdom samt kadet: som 15-årig kan man deltage i 2 aldersklasser hvilket Nicole selvfølgelig gjorde. Lad os sige det med det samme – lodtrækningen kunne ikke have været dårligere. I kata vandt hun første runde før hun mødte favoritten Amalie der dog også trak det længste strå. Nicole måtte tage hævn i opsamlingen hvor hun sikrede sig en bronze. Hos kadetterne var de 5 bedste samlet i første halvdel af lodtrækningen så Nicole tabte til dygtige Pernille fra Roskilde som selv røg ud til Louise fra Nykøbing, derfor ingen opsamling til Nicole. Spændende i denne klasse var det at både Pernille og Amalie tog et flag mod Louise så der er rift om pladserne. I kumite ungdom vandt Nicole sikkert 8-0 i første runde og viste sit stadigt voksende repetorire af scorende teknikker. Herefter vandt hun 8-5 og var klar til finalen. Desværre nægtede stævnelægen at lade hendes modstander stille op så Nicole blev Danmarksmester uden kamp. Vi bilder os ind at hun havde vundet alligevel…..Hos kadetterne gik det også fint med sejre på 4-3 og 7-1. Men så ventede suveræne Carina fra Greve som med sin hurtighed og beslutsomhed vandt hele 9-1 over Nicole. I opsamlingen lykkedes det imidlertid Nicole at besejre Louise fra Nykøbing med 4-3 på overtid og sikre sig sin anden bronzemedalje. En stor dag for Nicole og ikke en præstation der kan gå helt ubemærket hen.

Coach sensei Tejs