Sydhavs Cup 2006

Lørdag d. 30. september var der 13 deltagere fra Dragør til Danmarks største børne-og ungdomsstævne nemlig Sydhavs Cup arrangeret af goju-ryu med base i Nykøbing Falster. Sensei Tejs, sempai Jan og sempai Ann var med som coaches samt en masse støttende forældre.

Cecilie Bjerring: piger 10-11 år 5.kyu-dan kumite. Her viste hun fantastisk gå-på mod og skarpe håndteknikker og vandt sine 3 første kampe 13-5, 8-2 og 7-4. I finalen var kræfterne sluppet op men hun fik en velfortjent sølvmedalje. I kata var der kun 3 i gruppen så de kæmpede alle mod alle. Med 2 flotte jion og niseishi fik hun kæmpet sig frem til endnu en sølvmedalje.

Stine Dølby: piger 12-14 år 10.-6.kyu kumite hvor hun kæmpede utroligt bravt og med sikre gyaku tsuki vandt sine første 3 kampe meget tæt 9-7, 7-6 og 6-5. I finalen forsatte hun i samme stil og med 6-4 vandt hun guldmedalje i sit første stævne. Stort tillykke. I kata tabte hun 1-2 med en ellers flot pinan sandan.

Frederikke Bjerring: piger 7-9 år, 10.-6.kyu kata. Her var Frederikke simpelthen suveræn og vandt 4 kampe i træk med dommerstemmerne 3-0. Guld og en fejlfri indsats.

Sebastian Lambek: drenge 12-14 år, 5.-3.kyu kata. Denne pulje var meget svær og han røg ud i første runde.

Kristoffer Lambek: drenge 10-11 år, 10.-6.kyu kata. Efter 2 sikre sejre på 3-0 med pinan yondan og pinan shodan tabte Kristoffer knebent 1-2 i kvartfinalen. Godt gået.

Andreas Ekkert: drenge 10-11 år, 10.-6.kyu kata. Tabte desværre sin første runde men kommer sikkert stærkt igen næste gang.

Sempai Tanja Midtgaard: piger 15-17 år, 4.kyu-dan kata. I et meget stærkt felt vandt hun 3 runder med unshu, tomari bassai og niseishi. I semifinalen mødte hun rivalen Ann-Katrine fra Falster og trods en god unshu tabte hun til en bedre modstander. Bronzemedaljen var dog yderst velfortjent.

Lukas Løfqvist: drenge 7-9 år, 10.-6.kyu kata. Med en hurtig og eksplosiv pinan nidan vandt Lukas 2 runder og sluttede blandt de 8 bedste.

Lukas Ekkert: drenge 7-9 år, 10.-6.kyu kata. Lukas viste sig at være en rigtig giftig udøver af pinan nidan da han først kom i gang. Han fejede al modstand af banen og vandt 5 runder uden at afgive en dommerstemme. En suveræn guldmedalje.

Christopher Rohde: drenge 12-14 år, 5.kyu-dan kata. I klassen med alle sortbælter som for de flestes vedkommende er ældre end ham var der lagt op til et hårdt stævne for Christopher. Men som dobbelt danmarksmester for de lidt yngre giver han sig ikke på forhånd. I dag havde han kataerne niseishi, kusanku dai og jion med. Og det viste sig at være godt valgt. Han vandt i hvert fald 5 runder og sluttede af med i finalen at besejre Andreas fra Falster med kusanku dai. En meget stor guldmedalje og lige så stort tillykke. I kumite vandt han første kamp 9-1 men mødte så en fantastisk hurtig modstander som slog ham klart.

Nicole Prevost: piger 12-14 år, 5.kyu-dan kumite. Nicole havde vel nok sit livs dag. Hun var helt utrolig skarp i alle sine kampe og havde endda overskud til i finalen at lave en flot nedtagning der blev belønnet med 3 points af dommerne. Guld i et hårdt selskab da Nicole nærmest var lavest gradueret i gruppen. I kata hed gruppen 5.-3.kyu og med niseishi (som ny kata), jiin og rohai gjorde hun rent bord og blev dobbelt guldvinder i dette års Sydhavs Cup.

Alexander Dyreborg: drenge 15-17 år, 4.kyu-dan kumite. Dette var stævnets hårdeste klasse. Alexander vandt alligevel en enkelt kamp og da han sad over i sin anden kamp fik han en bronzemedalje ud af det selvom han tabte sin næste kamp. Godt fightet. I kata tabte han første runde.

Mads Sørensen: drenge 10-11 år, 10.-6.kyu kumite. Mads er nærmest kendt som Dragørs mister gyaku tsuki. Med dem vandt han flot 3 kampe og i semifinalen kæmpede han uafgjort og desværre for ham stemte dommerne på hans modstander så han måtte nøjes med bronze. Flot af Mads der har vist sig som en rigtig god kæmper.