Lion Cup (Kategori 4)

Lion Cup (kategori 4)

Luxembourg 15.september 2017

Klubben havde 6 landsholdskæmpere med til efterårets første udtagelsesstævne. Vi kom hjem med 1 guld, 1 sølv og 2 bronze – et virkeligt stærkt resultat i nogle stærke puljer hvor blandt andet Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz og Luxembourg var repræsenteret.

Kadet piger
Josephine Christiansen ramte en god dag. Kampene var tætte i puljen så hun fik brug for 4 kataer. De to første kampe blev vundet 3-2 med ishimine no bassai og unshu. Semifinalen blev vundet 4-1 med bedste kata nipaipo. I finalen kunne vi ikke stille noget op og tabte 5-0 til en dygtig franskmand. Vores finalekata var ikke helt på niveau med resten, så det er afgørende vigtigt at man har 5 stærke kataer hvis man vil gå hele vejen. Flot sølv. Sempai Anna Enevoldsen startede med at vinde 4-1 med en stærk tomari wanshu. Så ventede en middelmådig franskmand. Vi lavede en virkelig stærk nipaipo men tabte meget uventet 1-4. Modstanderen tabte til den senere guldvinder så ingen opsamling.

Junior piger
Laura Scharff startede med at vinde 4-1 med unshu. Så mødte hun en stærk franskmand og tabte 1-4 med sin matsumura. Vi må bare sige at vi taktisk havde undervurderet hende. Hun gik dog i finalen og vi fik mulighed for opsamling. Her vandt Laura sikkert 5-0 med anan og bronzekampen 4-1 med nipaipo. Cecilie startede med at tabe til en dygtig franskmand med unshu. Opsamlingen blev ryddet 5-0 med anan og 5-0 med nipaipo mod Mathilde Fuglsang i bronzekampen. Flot begge piger.

Senior kvinder
Sempai Caroline Dalgård var havnet i en hård pulje og vi var taktisk derfor nødt til at satse lidt. Vi åbnede derfor med paiku for at gemme bedste kata, men satset slog fejl. Vi tabte 2-3 og fik ikke mulighed for opsamling. Sempai Frederikke Bjerring var i super form. 5-0 5-0 5-0 5-0 med paiku, heiku, anan dai og anan og vupti var vi i finalen. Her ventede en stærk hollandsk landsholdskæmper. Vi fik lavet en stærk suparinpei og flagene gik endelig hendes vej i en 3-2. Guld. Laura vandt 2 runder og tabte siden til sempai Frederikke og desværre også opsamlingen på grund af nogle tydelige balancefejl. Cecilie tabte 2-3 og fik ingen opsamling.